|
Dagbog for fredag 1-2 2002 til tirsdag
5-2 2002: Først vil jeg gerne lige sige
undskyld til alle der læser min dagbog, for
at jeg ikke har skrevet de sidste dage.
Fredag: Jubi! De der blå piller kan
man da sige virker (måske lidt for godt) fik
sovet og sovet, kors var helt træt af at sove
:-) Da jeg endelig vågnede var det vist kun
fordi en af ungerne kom hjem ca 14.30. Ikke
så godt da lægen gerne ville have set mig
og, og vurderet om de der blå piller (saroten)
var noget for mig. Er stadig lidt rundt på
gulvet når jeg vågner men har ikke så ondt
i hovedet som jeg har haft tidligere, men
det kommer så snigende som dagen skrider frem.
Mine unger kom ved halv fire tiden og så gik
den dag.
Lørdag/Søndag: Igen har jeg kunne
sove nogenlunde (dejligt). Der skete ikke
så meget andet end at det sædvanlige når vi
har alle ungerne, huset var et mylder af børn,
både vores og andres. Helena skulle have en
lille "fest" med sin kæreste (hmm kun 9 og
har allerede en kæreste ja de starter jo tidligt
:-) puha) og et par veninder. Så igen massere
af liv i hytten.
Kan mærke de der blå piller gør mig lidt
sløv. De tager ikke smerterne i fødder og
hænder desværre, derimod er jeg konstant lidt
træt og kan næsten sove når det skal være.
Vågnede lidt tidligt søndag morgen af ungerne,
Helenas kæreste havde overnattet så de startede
lidt tidligere end de plejer (der var jo 3
i sengen i stedet for 2: Helena, kæresten
og Sofie). Fik afleveret mine unger ved 12
tiden da Sofie skulle til fødelsesdag kl.13.
Kan mærke at Lisbeth og jeg er ved at gå
hinanden lidt på nerverne, jeg er jo ikke
til megen hjælp lige for tiden. Har det bedst
foran pc`eren da jeg så ikke lægger så meget
mærke til mine smerter (og det er jo ikke
lige noget der er godt for et forhold). Jeg
siger heller ikke så meget mere, går vist
og grubler over det hele og hvor lang tid
jeg skal gå sådan her.
Nå, men så til det lidt mere positive: ansigtslammelser
blir mindre og mindre, men fødder og hænder
er desværre det samme og jo mere jeg bruger
dem jo værre føles det.
Mandag d.4.februar 2002: Fik ikke
sovet i nat det, ikke pga. min sygdom men
andre problemer. Lagde mig lidt ned og slappede
af, da Lisbeth og ungerne skulle afsted til
skole og arbejde. Ringede til hospitalet for
at få at vide hvornår jeg skulle komme derud,
kunne kun få fat på en sygeplejerske som ville
ringe tilbage når hun havde snakket med lægen.
Der er ikke sket noget endnu, har ikke hørt
fra hospitalet. Regner med at tage derud onsdag,
så må vi jo se hvad der sker! Skete ikke mere
den dag. Havde nogle skænderier med Lisbeth
da ingen af os jo har det nemt for tiden.
Tirsdag: Vågnede kl 13.30 igen da
en af ungerne kom hjem. Fik altså sovet ca.14
timer puuhaaa (men trængte vist også til det,
sov jo ikke natten før og så de der blå piller),
så der er jo ikke meget tilbage af denne dag.
Mine smerter i fødder og hænder er ikke blevet
bedre. Ellers er der ikke sket så meget i
dag......
Onsdag 7-2-2002: Fik atter sovet nogenlunde
vågnede af mig selv, det var nok smerterne
i mine hænder og fødder der vækkede mig. Jeg
ventede jo stadig på at der kom et svar på
mine henvendelser til hospitalet ( ringede
jo mandag og tirsdag) men der var stadig ikke
nogen der kontaktede mig hverken læger eller
sygeplejere. Ville jo godt vide om der skulle
flere undersøgelser til eller om alt de kunne
gøre var gjort, hvilket jeg syntes at kunne
forstå på overlægen.
Da klokken nærmede sig 1. tiden ringede jeg
atter til afdelingen og fik atter fat i personalet
(de har jo meget travlt de der læger ). Fik
at vide at en læge ville ringe til mig senere.
Så jeg satte mig til at vente og (hurra) pludselig
ringede lægen vi snakkede så lidt om hvad
der skulle ske fremover, og vi blev enige
om at det bedste var nok at jeg blev udskrevet
fra N36. Altså at jeg ikke var dagpatient
mere, men skulle til et tjek om ca. et måned
på den ambulante afdeling.
Syntes altså at det var lige lovlig lang
tid bare tanken om at det ikke skulle være
blevet bedre på et måned, SUK ingen rar tanke.
Slet ikke da jeg syntes det blir bedre og
bedre med mit ansigt nå jeg må jo se tiden
an. Lægen ville ringe til apoteket så jeg
kunne få nogle flere af de der blå piller
(har fundet ud af at det er et anti depressivt
middel hvad F..... jeg så skal med det, men
tager jo heller ikke så mange som der skal
til for at virke mod depression, jeg bruger
dem kun til at sove på for træt det bliver
man, det er helt sikkert.)
Så nu er det bare at se tiden an men jeg
har jo lidt travlt, skal jo ud og køre gocart
som jeg har skrevet tidligere. Her syntes
jeg lige at jeg atter lige vil nævne mit arbejde,
hører jævnligt fra dem lav som høj, og det
er noget der varmer at både kollegaer og chefer
tænker på en, da der jo ikke er så meget at
juble over i denne tid
Torsdag 8-2-2002: Har også sovet godt
i nat, vågnede da Lisbeth gik, stod op da
det jo ikke er smart at sove hele dagen! Skal
jo også gerne kunne sove om natten igen. :-)
En af mine chefer ringede (junior) for lige
at høre hvordan det gik, kunne fortælle at
det gik bedre og bedre med mine ansigtslammelser,
men at hænder og fødder desværre halter lidt
efter. Går og venter spændt på at mærke de
mindste forandringer der også.
Hentede pillerne på apoteket og blev overrasket
da jeg åbnede dem, nu var de ikke blå mere
men lyserøde!!! Wow, men ellers skulle det
være samme piller. Hedder også Saroten og
er på 25 mg. Ringede til hospitalet og spurgte
om det nu var de rigtige jeg havde fået da
de var lyserøde. Det vidste sygeplejersken
ikke rigtig noget om, men det kunne være en
anden fabrikant der havde fremstillet dem
(de var faktisk billige, 79 kr for 100 stk.,
havde ellers hørt at de skulle koste en formue).
Dagen gik med lidt oprydning
og lidt spil på computeren, og nu er det snart
TV-tid (hvis der ellers er noget der kan fange
mig) Og så på hovedet i seng. Det mest spændende
er efterhånden at vågne om morgnen og føle
om det er blevet bedre i hænder eller fødder!!
:-)
forrig
side næste
side
|
