Betændelses-
og svækkelsesfase
Stilstandsfasen eller plateaufasen
Helbredelsesfasen
Relevante links
Guillain-Barré syndrom (GBS) har et individuelt forløb
der varierer fra patient til patient. Forløbet kan dog sædvanligvis
deles op i 3 faser.
Betændelsesfasen
Betændelsesfasen varer typisk 2-4 uger, fra det først tegn observeres,
indtil der ikke sker yderligere forværring. Dette punkt kaldes på
engelsk for 'nadir', dvs. laveste punkt. Omkring 30% af patienterne
når punktet indenfor syv dage, mens forværringerne fortsætter
hos andre i op til 4 uger.
Fortsætter forværringerne endnu længere kan det
blive nødvendigt at omstille diagnosen. Læs mere under
'Diagnosestilling'.
Det er i denne fase at immunsystemet angriber nerverne,
se 'Skadevirkning'. Som resultat udvikler
GBS patienterne smerterne, den fremadskridende svækkelse, føleforstyrrelser
(eller en kombination heraf), alle symptomer som karakteriserer denne
sygdom.
Symptomerne tiltager i styrke og omfang på en meget uforudsigelig
måde, afhængigt af hvor hårdt ramt man er. Se mere under 'Symptomer'.
Sværhedsgraden af evt. nerveskader bestemmes
tilsyneladende mens patienten befinder sig i denne fase. Tidlig behandling
mens patienten befinder sig i betændelsesfasen bremser og dermed
minimerer skaderne, og samtidig både fremskynder helbredelsen og reducerer
risikoen for varige mén. Se 'Behandling'
for de nærmere detaljer.
Top
Stilstandsfasen
Betændelsesfasen bliver efterfulgt af en stabil plateau- eller
stilstandsfase, hvor der tilsyneladende hverken sker fremskridt eller
forværring. Immunsystemets angreb er stoppet, men helbredelsen er
ikke begyndt endnu. Svækkelsesgraden forbliver derfor uændret, indtil
helbredelsesfasen starter af sig selv.
I denne fase lægges der vægt på at støtte de kropsfunktioner,
som er svækkede eller tabt p.g.a. sygdommen. Patientens blodtryk,
hjerterytme, vejrtrækning, næringsstatus, væskebalance og generel
velbefindende overvåges nøje. Patienten er fortsat under behandling,
er sædvanligvis meget svag og har brug for megen hvile, kyndig
pleje og fysioterapi. GBS patienter har generelt store smerter, som
stammer fra betændte nerver, stive muskler og led.
De erstattes af andre smerter som stammer fra nerver under helbredelse,
eller forsvinder, når man er i bedring. Læs mere herom under
'Behandling'.
Grundet sygdommens individuel forløb kan fasens
varighed ikke forudsiges med bestemthed. Den kan vare fra få dage
til adskillige måneder, og er meget individuel. Der er rapporteret
patienter med et forløb som springer over stilstandsfasen og
går direkte over til helbredelsesfasen, mens andre befinder sig i
stilstandsfasen i flere måneder, før helbredelsesfasen begynder.
Top
Helbredelsesfasen
Endelig findes den længe ventet helbredelsesfase hvis kendetegn
er spontan bedring og helbredelse. Produktion af antistofferne som
ødelægger nervefibrenes beskyttende myelinvæv ophører, af uvisse årsager,
og symptomerne forsvinder gradvist. Nervehelingen går igang.
Nu bliver behandlingen rettet mod generhvervelse af
muskel-bevægelighed og styrke. Patienten må genoptrænes for at opbygge
musklerne og lære at bruge dem optimalt. Smerter opleves stadig, disse
stammer nu fra de regenererende nerveceller og fysioterapien.
Fasens varighed kan ikke forudsiges. Den kan vare
fra få uger op til flere år. I denne periode er det vigtigt at patienten
erkender og tager hensyn til at genoptræningen tager tid og
kræver meget arbejde, og at fremskridt kun kan forventes i takt
med at nerverne regenereres langsomt. Overanstrenger man sig kan man
blive så udmattet/svækket at man er nødsaget til
at holde en hvilepause på adskillige dage, hvorunder man mister
noget af den kondi man så møjsommeligt har opbygget.
Mange patienter er istand til at genoptage deres arbejde
efter 3-6 måneder, men en del har restsymptomer i lang tid, efter
de er helbredt. Helbredelsesgraden afhænger af, hvor alvorligt nerverne
blev beskadigede i betændelsesfasen. Læs mere om helbredelsen
og livet efter GBS under 'Helbredelse'.
Top
Links til yderligere oplysning
Følgende links & artikler benyttes
under eget ansvar!
- Patienthistorier
Danske og fremmedsprogede
patienthistorier til inspiration og støtte for patienter og
pårørende. Herunder fortæller mange om deres forløb,
hvordan de håndterede sygdommen, hvordan pårørende
samarbejdede med personalet for at sikre et optimalt forløb,
om helbredelsen og livet efter GBS.
Top