- Patienthistorier -
Peter von der Fehr
Se også indlægget på Læserindlægsiden samt dagbogsføljetonen

Jeg fik de første symptomer 2 dage efter nytår 2002.
Som beskrevet startede de i højre fod og gik et par dage efter også over i venstre fod. Samtidig som venstre fod startede det også langsomt i venstre hånd.

Fødder, hænder og ansigt påvirkede
Nu er vi altså nået frem til søndag den 6. januar, 4 dage efter det hele startede i foden. Den dag kontaktede jeg vagtlægen på Glostrup Sygehus som henviste mig til egen læge dagen efter. Min egen læge undersøgte mig og sendte mig til blodprøvetagning om tirsdagen. Tilstanden var da gået over til at omfatte begge fødder og hænder.
Onsdag aften den 9. januar 2002 begyndte jeg så småt at miste kontrollen over min højre ansigtshalvdel. Jeg ringede til lægen torsdag den 10. januar og fortalte om mine symptomer. Han havde svar på blodprøverne, som var normale. Da han hørte om mine symptomer, blev vi enige om at jeg nok skulle indlægges, og fik foretaget CT-scanning og lavet en rygmarvsprøve.

Undersøgelser
Jeg udskrev mig selv torsdag nat, da jeg egt. havde det meget godt, men at man havde mistanke til GBS. Fredag den 11. januar mødte jeg op på sygehuset og fik taget yderligere blodprøver og endnu en rygmarvsprøve (da der var blod i den første prøve). De viste med 99% sikkerhed at det var GBS.

Jeg blev hjemme i weekenden og der startede det med at jeg også mistede kontrollen over venstre ansigtshalvdel. Mandag den følgende uge mødte jeg op igen til yderligere blodprøver. Jeg havde også en fæcesprøve med.
De har endnu ikke fundet ud af hvad der har forårsaget GBS tirsdag, men gik i gang med udelukkelsesmetoden, bl.a. Borrelia, Campylobacter jejuni osv.

Fysioterapi for ansigtet
I dag tirsdag (15. jan) mødte jeg igen op på Glostrup og talte med overlægen på neurologisk (er indlagt, men nægter at overnatte før det ikke kan undgås!) som sagde jeg skulle i fysioterapi for ansigtet (mærkeligt, da jeg absolut intet kan gøre med ansigtet, smile, rynke panden, blinke osv.).

Jeg har ingen behandlig fået tilbudt endnu, regner med det er fordi de endnu ikke ved hvorfra GBS stammer. Møder op i morgen onsdag (16. jan), og håber der er kommet nogle resultater på alle blodprøverne og på fæcesprøven plus spinalvæsken.

Situationen nu
Jeg kan oplyse at jeg i dag har mærket de første tegn på svaghed i mine ben, og blev lidt deprimeret over det. Kan stadig gå og lave de alm. dagligdags ting.

Min kæreste har lånt bogen af Joseph Heller, Ikke noget at grine af, for at søge oplysninger om hvordan sygdommen KAN skride frem og opleves.

Håber der kommer nogle indslag om hvordan den ender godt, jeg skal nok huske at maile den dag jeg er totalt restitueret igen*.  :-)

med venlig hilsen,
Peter

*Se også Peters indlæg på Læserindlægsiden


© Copyright 2001-2004 S. Marcussen. All rights reserved.
Oplysningerne på denne website er udelukkende beregnet til information. De hverken må eller kan bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandlinger. Har man mistanke om, at man lider af Guillain-Barré syndrom bør man hurtigst muligt søge læge. For yderligere oplysninger venligst besøge http://www.jsmarcussen.com/gbs eller email Webmaster@jsmarcussen.com