Artiklen bringes med tilladelse fra Hjemmets chefredaktør.
Rettelse
Artiklen nævner at "GBS rammer 1-2 ud af 100.000 som følge
af vaccination.
GBS rammer 1-2 ud af 100.000 personer. Hos de fleste patienter er
den ofte forud gået af en virus eller bakteriel infektion som
udløser sygdommen. I sjældnere tilfælde kan GBS opstå
efter en operation eller efter visse vaccinationer, men dens egentlige
årsag kendes endnu ikke. Læs mere under 'Smitterisici'.
Nu kan tyveknægtene bare komme
an!
Cathrine Juul var på arbejde som politibetjent
i København, da hun blev ramt i øjet af lidt spyt fra
en narkoman. Uheldigvis led narkomanen af leverbetændelse, så
Cathrine måtte efterfølgende vaccineres, så skulle
den sag være ud af verden - troede hun. Et par måneder
senere var den 25-årige kvinde lammet fra halsen og ned. Men
Cathrine ville tilbage på arbejde.
Verden kan bare komme an med orkanstyrke, for pigen
fra Thurø lader sig ikke knække. Hun bliver højst
slået lidt ud af kurs, men rejser sig igen.
Det gjorde Cathrine Juul i sommer efter at have ligget lam og hjælpeløs
i respirator og siden siddet i kørestol som en skygge af sit
tidligere jeg. Men med ukuelig vilje til at komme videre har Cathrine
igen fuld fart på livet. Hun er med stormskridt på vej
fremad i sit 25. leveår.
"Jeg drømmer stadig om at blive hundefører
i politiet", siger den livsglade pige, mens hun klapper familiens
dejlige schæferhund, Cikka, hjemme hos forældrene på
Thurø.
Følgerne af en hændelse, der i løbet
af et splitsekund formørkede hendes aktive tilværelse
som næsten uddannet politibetjent, har for en tid bragt Cathrine
tilbage til barndomshjemmet på den idylliske perle i Det Sydfynske
Øhav.
Cathrine er sikker på, at hun næste år
får sin debut i Copenhagen Marathon. Men flere måneders
løbetræning var intet værd, da den sportstrænede
krop lå sløv hen. Alt om løbesko og marathondrømme
gik i glemmebogen, da hun i februar i år blev indlagt på
Rigshospitalet med den smertefulde diagnose: Guillain-Barrés
syndrom - en sjælden nervebetændelse som rammer 1-2 ud
af 100.000 som følge af vaccination.
"Jeg var en af de uheldige. Lige før jul
havde jeg vagt på overarbejde på Station 1 i København,
og under en patruljetur sent om aftenen snuppede vi en kvindelig narkoman
for spirituskørsel. På vej til politistationen sad jeg
ved siden af hende på bagsædet, og desværre havde
hun ikke styr på mundvandet. Mens vi snakkede sammen, ramte
lidt af hendes spyt mig i højre øje. Bagefter fortalte
narkomanen, at hun både havde hepatitis og aids.
Pokkers også, tænkte Cathrine og tog ingen chancer vel
vidende, at hun endnu ikke havde fået en vaccination mod smitsom
leverbetændelse. Men den blev der hurtigt lagt arm til.
Et lille stik
"Alarmklokkerne ringede aldrig for alvor i mig. Der skulle
jo bare et lille stik til, og så var den lille sag overstået
- troede jeg".
Cathrine drog glad hjem til Thurø på juleferie, og 20.
Januar fulgte endnu en indsprøjtning med forebyggende vaccine.
Det var ren rutine, og hun skulle have haft seks vaccinationer for
at være på den sikre side.
"Men jeg nåede kun de to. Natten til den 15. Februar begyndte
nedturen, da jeg vågnede med tæer, som sov. Alligevel
tog jeg på arbejde, men i løbet af dagen bredte det sig
til mine hænder. Jeg sad og trak vejret som en pisket slædehund.
Da jeg talte med lægen, mente han, at jeg hyperventilerede".
Hjemme i sin lille lejlighed kunne Cathrine mærke,
at lammelsen bredte sig. Hun havde ikke kontrol over benene.
"Det gik nok snart over, tænkte jeg, og tog situationen
helt roligt. Men om aftenen fik jeg det meget værre, og vagtlægen
bad mig stille på Bispebjerg Hospital næste morgen. Jeg
troede naivt, at jeg kunne cykle derud, men jeg var nødt til
at tage en taxa".
Smertehelvede
Så blev Cathrine indlagt akut og overflyttet til Rigshospitalet
med et helt følge af sygeplejersker og narkoselæger.
Mindre end en uge senere var hun lam fra halsen og ned, kunne ikke
trække vejret og måtte lægges i respirator.
"Selv havde jeg ingen anelse om, hvad der skete med mig. Det
var nogle forfærdelige døgn, hvor jeg havde helt vildt
mange smerter i hele kroppen. Jeg er sikker på, at en fødsel
er det rene lagkage ved siden af, for jeg følte det hele tiden,
som om alt inden i mig skulle eksplodere".
Da Cathrine for fire år siden valgte at gå
ind i politiet og følge i sin onkels og kusines fodspor, var
frygt en fjern tanke. Hun tænkte aldrig på, at der kunne
ske hende noget i tjenesten.
"Angst har aldrig ligget til mig, men jeg må dog indrømme,
at en enkelt gang løb adrenalinet stærkt gennem mine
blodårer. Det var ved nogle optøjer på Rådhuspladsen
i forbindelse med en fodboldkamp, men det er jo rart at vide, at man
er godt beskyttet med brynjer, benskinner, sikkerhedsstøvler
og hjelme, hvis der bliver kastet flasker og brosten mod én".
Tanker om fremtiden fløj i et broget virvar
gennem Cathrine, mens hun lå lammet fra halsen og ned. I tre
uger var hun kun i stand til at kommunikere ved hjælp af en
staveplade. Andre pegede på bogstaverne, og hun nikkede eller
rystede på hovedet.
"Jeg lå med en kanyle i hver hånd og havde faktisk
for ondt til at blive rigtig bange. Men heldigvis kom mor og sad næsten
i døgndrift ved mit sygeleje", siger Cathrine med et kærligt
smil til sin mor, Britta Juul.
Små fremskridt
Langsomt, alt for langsomt, syntes patienten, begyndte følelsen
i lemmerne at vende tilbage. Det kom indefra.
"Jeg kunne mærke, at lungerne stødte på mine
ribben. Det føltes væmmeligt, men lidt efter lidt kunne
jeg så småt røre arme og ben igen. I starten dog
så lidt, at jeg ikke engang var i stand til at holde på
en tandbørste eller trykke på fjernbetjeningen til fjernsynet.
Jeg lå bare og kiggede op i loftet og talte alle de firkantede
hvide plader igen og igen".
Siden fulgte godt to måneder med intensiv træning
i fysio- og ergoterapien på Rigshospitalets center for rygmarvsskadede
i Hornbæk. Men til sidst fik Cathrine nok af at være indlagt.
"To uger før jeg skulle have været hjemme på
sommerferie, pakkede jeg mine ting med en venindes hjælp og
rejste på eget ansvar min vej, siddende i en kørestol
og med skinner på benene".
Viljestyrken lyser ud af Cathrine, når hun beretter om "flugten
ud i friheden". Men hun ville videre, og stædigheden gjorde
hende snart i stand til at gå nogle få skridt ved at skubbe
kørestolen foran sig som en rollator.
"Nu er jeg så heldig, at jeg kan gå igen, i hvert
fald en kilometer eller to, selv om det går langsomt. Så
er der mere fart på, når jeg sætter mig op på
cyklen eller rider en tur, og jeg er også begyndt at køre
bil igen for at kunne komme på arbejde".
Cathrine er tilbage i politiuniformen, 12 kilo lettere
og et par tøjnumre mindre end før, midlertidigt udlånt
til Svendborg Politi. Her sidder hun i sekretariatet og skriver blandt
andet bødeforlæg ud og indkalder folk til retten. Men
kursen er sat mod igen at blive betjent ved Station 1 i København.
Cathrine indrømmer, at det var svært
at holde modet oppe, da det så allerværst ud.
"Inderst inde dirrede jeg af frygt for at skulle tilbringe resten
af mit liv som handicappet. Jeg tænkte hele tiden på mit
job og ønskede så brændende at vende tilbage til
det dejlige arbejde som politibetjent. Den tanke har sikkert hjulpet
mig godt på vej til at blive rask, så røvere og
tyveknægte må hellere passe på. Jeg skal nok fange
dem".
Af Leif Bredegaard
2002
© Copyright 2001-2007 S. Marcussen.
All rights reserved.
Oplysningerne på denne website er udelukkende beregnet til information.
De hverken må eller kan bruges som basis for at stille diagnoser
eller fastlægge behandlinger. Har man mistanke om, at man lider
af Guillain-Barré syndrom bør man hurtigst muligt søge læge. For
yderligere oplysninger, venligst besøge http://www.jsmarcussen.com/gbs
eller email
jsmarcussen@mail.tele.dk