Om det
var begyndelsen, ved jeg ikke, men en morgen jeg kom hjem fra nattevagt,
(jeg var ansat ved DSB), fik jeg en fornemmelse, som om der løb
is ned langs rygraden. En uges tid efter fik jeg voldsomme rygsmerter.
Lægen mente, det var helvedesild, jeg fik nogle piller, som
ikke virkede.
Lægen
mente jeg var dopet
Den 28. juni 1980 blev jeg så syg, at jeg tilkaldte læge
i hjemmet. Jeg var på det tidspunkt begyndt at blive lam i benene.
Lægen mente, jeg var dopet og behandlede mig, som om jeg var
sindsyg. Jeg var efterhånden ude af stand til at foretage mig
noget, og hvis ikke min kone havde optrådt meget viljefast og
forlangt mig indlagt, var jeg nok ikke levende i dag. Lægen
mente jo bare, at jeg skulle sove rusen ud. På sygehuset mistede
jeg bevidstheden.
Jeg
følte mig som død
Jeg kom til Vejle sygehus, hvor jeg blev lagt i respirator, der
lå jeg i ca. 2 måneder, hvoraf jeg ikke husker noget særligt.
Dog husker jeg, at familie og personale forsøgte at komme i
kontakt med mig. Jeg husker også, at jeg ofte følte mig
som død. Jeg var fuldstændig hjælpeløs og
lammet, der blev lagt våde klude på mine øjenlåg
når jeg skulle sove, og om morgenen åbnede personalet
mine øjne igen.
Ellers er min hukommelse om det, der skete i den tid meget lig "Guttes"
beskrivelse af hendes sygdomsforløb.
Personales-
og familiens støtte var uvurderlig
Da jeg kom ud af respiratoren, husker jeg, hvordan personalet
var ualmindelig gode og hjalp mig på alle måder med at
komme tilbage til et normalt liv. Da jeg kom over på medicinen,
begyndte optræningen. Alle af personalet var fantastisk med
hjælp og samtaler. Det og familie og venners besøg og
opmuntring var en stor og uvurdering støtte for mig, til at
vende tilbage til livet.
Jeg skylder
personalet på Vejle sygehus stor tak, for at jeg i dag har det
efter omstændighederne godt. Ligeledes en tak til genoptræningspersonalet
på Fredericia sygehus. Alle, som har behandlet mig for min sygdom,
har været søde og gode mennesker.
20 år senere (1999)
Det er nu 20 år siden. Efter pensionering fra D.S.B. lever jeg
nu en normal tilværelse. Lidt eftermen er der dog; jeg har stadig
en fornemmelse af, at nerverne under fødderne ikke er helt i orden.
Det, at de mærkes daglig, vænner man sig til.
Efter min erfaring er en tro på helbredelse, og livsvilje under sygdommen
en nødvendighed. Så er der hjælpen og støtte fra læger, sygepersonale
samt familie og venner, vel nok den største faktor til at overvinde
sygdommen.
23 år senere (2002)
Jeg bedømmer min situation som ret god.
Jeg har stadig en let prikkende fornemmelse under højre fod,
og mine ledbånd er for slappe, så jeg "taber"
foden. Er begyndt at bruge stok, da min gang er lidt usikker, hvilket
måske skyldes alderen.
Men jeg kan dog stadig klare de daglige gøremål.
med venlig
hilsen,
Børge Jakobsen
© Copyright 2001-2004 S. Marcussen.
All rights reserved.
Oplysningerne på denne website er udelukkende beregnet til information.
De hverken må eller kan bruges som basis for at stille diagnoser eller
fastlægge behandlinger. Har man mistanke om, at man lider af Guillain-Barré
syndrom bør man hurtigst muligt søge læge. For yderligere oplysninger
venligst besøge http://www.jsmarcussen.com/gbs eller email
Webmaster@jsmarcussen.com