Om det var begyndelsen, ved jeg ikke, men en morgen jeg kom hjem fra nattevagt, (jeg var ansat ved DSB), fik jeg en fornemmelse, som om der løb is ned langs rygraden. En uges tid efter fik jeg voldsomme rygsmerter. Lægen mente, det var helvedesild, jeg fik nogle piller, som ikke virkede.

Lægen mente jeg var dopet
Den 28. juni 1980 blev jeg så syg, at jeg tilkaldte læge i hjemmet. Jeg var på det tidspunkt begyndt at blive lam i benene. Lægen mente, jeg var dopet og behandlede mig, som om jeg var sindsyg. Jeg var efterhånden ude af stand til at foretage mig noget, og hvis ikke min kone havde optrådt meget viljefast og forlangt mig indlagt, var jeg nok ikke levende i dag. Lægen mente jo bare, at jeg skulle sove rusen ud. På sygehuset mistede jeg bevidstheden.

Jeg følte mig som død
Jeg kom til Vejle sygehus, hvor jeg blev lagt i respirator, der lå jeg i ca. 2 måneder, hvoraf jeg ikke husker noget særligt. Dog husker jeg, at familie og personale forsøgte at komme i kontakt med mig. Jeg husker også, at jeg ofte følte mig som død. Jeg var fuldstændig hjælpeløs og lammet, der blev lagt våde klude på mine øjenlåg når jeg skulle sove, og om morgenen åbnede personalet mine øjne igen.
Ellers er min hukommelse om det, der skete i den tid meget lig "Guttes" beskrivelse af hendes sygdomsforløb.

Personales- og familiens støtte var uvurderlig
Da jeg kom ud af respiratoren, husker jeg, hvordan personalet var ualmindelig gode og hjalp mig på alle måder med at komme tilbage til et normalt liv. Da jeg kom over på medicinen, begyndte optræningen. Alle af personalet var fantastisk med hjælp og samtaler. Det og familie og venners besøg og opmuntring var en stor og uvurdering støtte for mig, til at vende tilbage til livet.

Jeg skylder personalet på Vejle sygehus stor tak, for at jeg i dag har det efter omstændighederne godt. Ligeledes en tak til genoptræningspersonalet på Fredericia sygehus. Alle, som har behandlet mig for min sygdom, har været søde og gode mennesker.

20 år senere (1999)
Det er nu 20 år siden. Efter pensionering fra D.S.B. lever jeg nu en normal tilværelse. Lidt eftermen er der dog; jeg har stadig en fornemmelse af, at nerverne under fødderne ikke er helt i orden. Det, at de mærkes daglig, vænner man sig til.
Efter min erfaring er en tro på helbredelse, og livsvilje under sygdommen en nødvendighed. Så er der hjælpen og støtte fra læger, sygepersonale samt familie og venner, vel nok den største faktor til at overvinde sygdommen.

23 år senere (2002)
Jeg bedømmer min situation som ret god.
Jeg har stadig en let prikkende fornemmelse under højre fod, og mine ledbånd er for slappe, så jeg "taber" foden. Er begyndt at bruge stok, da min gang er lidt usikker, hvilket måske skyldes alderen.
Men jeg kan dog stadig klare de daglige gøremål.

med venlig hilsen,
Børge Jakobsen

---

© Copyright 2001-2004 S. Marcussen. All rights reserved.
Oplysningerne på denne website er udelukkende beregnet til information. De hverken må eller kan bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandlinger. Har man mistanke om, at man lider af Guillain-Barré syndrom bør man hurtigst muligt søge læge. For yderligere oplysninger venligst besøge http://www.jsmarcussen.com/gbs eller email Webmaster@jsmarcussen.com