|
Forandringens dag
Jeg var en ung man på 29 år der arbejde som smed/maskinarbejder
og brugte alt min fritid på dykning.
Efter jeg havde haft voldsom diare nogle dag, startede lammet
delvis i fødderne og hænderne om aften d. 29.12.95,
jeg troede ikke det var noget særlig, så jeg gik
i seng, og den efterfølgende havde jeg så store
lammelser (jeg kunne ikke gå) at jeg kontaktede skadestuen
og blev straks indlagt på Aalborg sygehus.
På hospitalet blev jeg grundigt undersøgt af
en læge (Neurolog) som efter ca. en times undersøgelse
kunne fortælle mig hvad jeg formentlig fejlede, man
ville tage en prøve af væsken i min rygmarv,
der ville kunne fastslå deres formodning, det blev sener
konstateret via disse test at jeg led af Polyradiculitis der
kun var motorisk dvs. jeg havde fuld følesans i hele
kroppen.
De efterfølgende dage blev jeg næsten lammet
op til halsen, der var lidt funktion i armene, det gik ud
over mange ting som man tager for givet, blandt andet Væretrækning
og toiletbesøg mm. efter ca. 3-4 dage blev lammelserne
stabil, hvorefter der var en lang periode hvor der ikke skete
noget.
Efter ca. en måned (februar) begynde der at ske små
fremskridt, ved disse fremskridt fik jeg kramper i disse muskler
som begynde at fungerer igen, det startede med at jeg kunne
begynde at bevæge bennet igen osv.
30.01.96 kom der en melding i radioen som vendte op og ned
på mange ting, det viste sig at der var en stor vandforurening
i byen hvor jeg boede, pga. en brøndborer havde boret
gennem en kloraks ledning og vidder ned i grundvandet. Der
blev lavet en masse undersøgelser at sammen hænget
mellem forurening og mig, det viste sig meget senere at der
var sammenhæng.
Den efterfølgende tid gik med daglig genoptræning,
lidt utålmodighed da fremskridtene var små, jeg
tror nok jeg var lidt strid at have med at gøre i den
tid.
På dronnings Ingrids fødselsdag 28.3.96 kom
en læge og meddelte mig, jeg ville få varige mén,
men hvor store kunne man ikke sige, andet det ville være
væsentlige lammelser. Det var en meget stor mundfuld
at skulle forholde sig til, det tog et par dage inden jeg
fik fortalt min familie noget om det, og meget længer
tid inden mine venner fik det at vide.
Den efterfølgende weekend skulle jeg hjem og prøve
at overnatte hjemme for første gang i 3 mdr, på
hospitalet havde de skubbet på for at det skulle ske
noget før, men jeg ville ikke være hjemme før
jeg var selvhjulpet med toilet og bad mm. det viste sig at
gå helt fint.
Omkring 1 maj '96 kunne jeg stå på mine ben i
kort tid, men var blevet så stærk over min overkrop
at jeg selv kunne løfte mig op på bene, sidst
i maj kunne jeg tage de første skridt i en gangbare.
Hen i juni/juli '96 kunne jeg gå nogle skridt med en
rolator, men det syntes jeg var en skændsel for en ung
mand, at skulle gå en denne jernhest, så heller
bruge min kørestol.
Først i august måned blev jeg overført
til parapligien i Viborg som er et genoptrænings center
for rygmarvensskadet, det var lige som at komme på højskole
i forhold til at være på et alm. hospital, der
var også bedre genoptrænings forhold end der er
på et alm. hospital. I denne periode lærte jeg
at gå med krykstokke og klare mig i hverdagen med en
kørestol, og ikke mindst at se andre der havde som
mig selv og skulle vidder i livet. Der var også muligt
at gå i skole, som jeg benytte mig af, og blev meget
overrasket over hvor meget jeg havde glemt.
Sidst i oktober '96 blev jeg sendt hjem, med to krykstokke
og en kørestol, men også med en god ballast til
at kunne klare næsten alle daglige problemer, der var
også mange ting der ikke var muligt.
Nu kom tiden hvor jeg skulle tænke over fremtiden, hvad
jeg skulle tage mig til. Med hensyn til træning fik
jeg hurtigt sat noget i værk, jeg begyndte at spille
lidt kørestolsbasket, ridning og at svømme i
dykkerklubben igen, svømning er super godt for hele
kroppen, med hensyn til ridningen var jeg bange for at falde
af hesten, så det droppede jeg hurtig., basket blev
jeg også træt af.
I februar 1997 anerkendte brøndborens forsikringsselskab
at de var ansvarlige dvs. jeg ville få en erstatning,
det var selvfølgelig ikke noget som kunne hjælpe
på min fysikske tilstand, men kunne gøre at jeg
kunne gøre nogle til som måske ikke vil havde
været muligt ellers.
Efter et halv år blev kommunen lidt ivrig efter jeg
skulle til at lave noget, så jeg startede på voksen
undervisning i 3 fag, og fandt ud af det ikke var så
svært at gå i skole som jeg havde frygtede, der
efter startede jeg på en uddannelse som maskintekniker
og blev færdig i 2000.
I vinteren 1997 var jeg med på en værvnings tur
til Lasanta sport med dansk handicap forbund, hvor jeg mødte
en fyr som kørte kørestolsrace, og han havde
været med til OL året før, han fik mig
ned i sådan en racerstol, jeg syntes det var en god
måde at få lidt motion og samtidig kunne bevæge
sig over rimelige afstande, så jeg besluttede mig for
at jeg skulle have anskaffet mig sådan en racer, men
det tog lang tid og kostede ca. 35000kr det var jo helt vildt
syntes jeg, så jeg lave min egen som var lige så
god som den man kunne købe. Nu kunne jeg begynde at
komme ud i naturen på næsten samme vilkår
som før da jeg løb en tur, efter 3mdr træning
var jeg med til DM hvor jeg ikke blev sidst, det næste
år gik med lidt mere målrettet træning,
og året efter blev jeg kvalificeret til bruttotruppen
til Handicap OL men desvære ikke til netto truppen.
Efter jeg var færdig med at læse til maskintekniker
blev jeg ansat i et firma som ville til at lave kørestole,
som så blev mit projekt at udvikle disse kørestole
det har så efterfølgende bredt sig til også
at være håndcykler og racerkørestole til
konkurrence brug.
Status august-2001 jeg mangler noget motorik i mine hænder
og har ingen/ringe muskel fra knæene og ned, dvs. jeg
har dropfødder jeg går rimeligt med krykstokke
og kan gå fra et sted til et andet uden krykstokke men
kan ikke stå uden støtte.
Januar 2002
Jeg har sagt mit job op, og startet et firma op sammen med
en mere, hvor vi laver kørestole, håndcykler
og rcerkørestole, vi eksporter til 4 forskellige lande
i EU.
Det var min historie i grove træk, jeg har ikke gjort
så meget ud af selve forløbet med hensyn til
selve sygdommen. Men mere der som kan følge med hvis
man gider at tage en del i samfundet når alt sygdommen
er overståede, få vi må nok sande at vi
lever i den gode ende af verden når først skaden
er sket, næsten alt er muligt.
Venlig hilsen
Per Bisgård
|
