|

Torsdag den 15. januar 2004 - klokken er 14 - jeg har fri
efter en helt almindelig - og skal det vise sig min sidste
- dag på jobbet (Lærer 59 år).
Jeg går ned ad trappen og mærker en sejlende
fornemmelse. Jeg er svimmel, og mine ben vil ikke rigtig,
som jeg vil. 'Nå, men jeg er vist også træt.'
Får det stadig mere underligt
Fredag morgen har jeg det endnu mere underligt - smerter i
ryg og ben. Jeg melder mig syg. I løbet af dagen bliver
det værre. Mange, mange smerter, og jeg kan ikke fornemme
kulde/varme. Fryser og sveder. Smerterne bliver uudholdelige,
så jeg ringer til vagtlægen, som kommer ud og
kikker på mig. Jeg får noget smertestillende,
og så går han igen.
Lørdag forværring og en anden vagtlæge,
som giver mig et skud morfin i låret. Dejligt. Smerterne
fortager sig, men jeg er stadig svimmel og geleagtig. Og smerterne
vender tilbage
Mandag formiddag kører min mand mig til læge.
Jeg har svært ved at gå - må ha' støtte.
Lægen mener, det nok er noget med musklerne i ryggen,
så jeg bliver sendt ind ved siden af til fysioterapeuten,
som giver mig massage, mens jeg vrider mig af smerte.
Onsdag er jeg meget forpint og kan nu kun gå slæbende
og med megen støtte. Min læge indlægger
mig på Odense Universitets-hospital afd. C7, som er
en 'opsamlings - og fordelingscentral'.
Sanserne påvirket
Dagen efter bliver jeg flyttet til C4 - en rygafdeling. Man
antager, det er en diskusprolaps, og jeg bliver undersøgt
med henblik på operation eller ej. Men smerterne er
ikke rigtig typiske for diskusprolaps. -Dér ligger
jeg og kan ikke andet. Afsindige smerter i ryg, arme, lænd,
hænder, ben og fødder. De stærke smerter
i ben og fødder følges af prikken og stikken,
og min hud er hyperfølsom. Jeg kan ikke tåle
nogen form for berøring, selv dynen er årsag
til smerter. Der er ingen forbindelse ned til benene. Ingen
reflekser. Jeg kan ikke gå.
Jeg får dobbeltsyn, kan ikke fokusere og ser mærkelige
farver på alting. Min mand har blå krøller
og streger i ansigtet, væggene er fyldt med graffiti,
og når jeg lukker øjnene kører en uhyggelig
film. Mine smagsløg bliver påvirket.
Alting smager mærkeligt, og jeg må tvinge mig
selv til at spise, hvilket i øvrigt er besværligt.
Jeg har smerter og ingen kræfter i hænderne og
har mere end svært ved at holde på en gaffel.
Min mand er utroligt sød. Han skærer maden i
tern for mig, så jeg har nemmere ved at snuppe bidderne
med gaflen.
I dagene inden indlæggelsen blev jeg inkontinent.
Nu kan jeg ikke komme af med vandet. Man er nødt til
at tømme min blære med et kateter, hvilket medfører
blærebetændelse. - Det er nogle meget hårde
dage og nætter, og smertedækningen er helt utilstrækkelig.
Man vil ikke ordinere morfin af frygt for at lave en narkoman
ud af mig. Men jeg bliver undersøgt efter alle kunstens
regler. Scanning og røntgen, og heldigvis vil overlægen
efter en uges tid tale med mig.
Endelig en diagnose!
Den samtale resulterer i, at der tilkaldes en læge fra
neurologisk afdeling til at se på mig. Ud fra journalen
er han er ikke i tvivl om diagnosen. - GBS - Han undersøger
mig og siger, at jeg skal overflyttes til N2. Det sker sidst
på dagen, og om aftenen kommer en anden læge og
skal tage en rygmarvsprøve. Han forklarer, hvad der
skal ske og gør meget ud af at fortælle, at det
er helt ufarligt.
Prøven mislykkes over enhver forventning! - Lægen
må stikke tre gange, og der kommer kun en lille smule
blodblandet væske ud. Endvidere rammer han altså
en nerve, så mit højre ben giver et spjæt.
Nok det værste jeg har været udsat for. Men det
er jo helt ufarligt! Så det kan undre, at lægen
et øjeblik mister overblikket og skælder ud over,
at jeg ikke ligger helt stille. Men reflekserne er vist ikke
underlagt viljen. - Prøverne kan ikke bruges til noget
og skal tages om efter en uge. - Mens vi venter på det,
bliver jeg udsat for en masse andre undersøgelser.
- Med elektroder på arme, hænder, ben og fødder,
kikken på fjernsynsskærm, scanning og strøm
gennem hovedet - for at se, hvor meget eller hvor lidt signal
der er fra hjernen til arme og ben.
Jeg har stadig mange smerter og kan ikke løfte benene
fra underlaget, når jeg ligger i sengen. Smerterne og
lammelsen breder sig opad, og i et par dage observerer man,
om åndedrættet bliver angrebet. Heldigvis sker
det ikke. Angrebet stopper med fornemmelsen af en elastik
eller en snor spændt hårdt omkring brystkassen.
Det går fremad
Det begynder at gå lidt fremad. Jeg får flere
kræfter i arme og hænder. De mærkelige farver
forsvinder, og mit syn bliver langsomt bedre. Jeg kan gå
med støtte, og en fysioterapeut kommer og træner
med mig nogle gange.
Så skal der tages rygmarvsprøve igen. Jeg er
hunderæd og har bedt om at få en anden læge
til at gøre det. Jeg bliver kørt ned på
røntgenafdelingen, og dér er der en dygtig læge,
som stikker, næsten uden at jeg kan mærke det.
Alle de her glas bliver fyldt, og man finder ud af, at diagnosen
har været rigtig.
Jeg får ikke på noget tidspunkt nogen medicinsk
behandling - kun smertestillende piller.
Udskrivning - og hvad så
Da jeg efter eget ønske bliver udskrevet, spørger
jeg, om der er mulighed for genoptræning. - 'Hvis du
havde været hjertepatient, ville du kunne få hjælp.
Men Fyns Amt yder ikke hjælp til denne sygdom', var
overlægens svar.
Så tager min mand og jeg hjem. - Jeg får dog
smertestillende piller med til tre dage.
Hjemme igen går det op for mig, hvor handicappet jeg
egentlig er. Jeg kan ikke gå op ad trappen til badeværelse
og soveværelse på 1. sal. Min mand må gå
ved siden af og næsten bære mig op og ned. Heldigvis
er der et toilet nedenunder også. Madrasserne bliver
flyttet ned i stuen, og dér sover vi så, indtil
jeg får så mange kræfter, at jeg kan gå
på trapper.
Jeg ringer til sygehuset og får lov at låne en
badebænk, en kørestol og et par stokke, som min
mand kører ud for at hente. - Hvad jeg skulle ha' gjort
alene, ved jeg ikke. Der er absolut ingen hjælp at hente
fra sygehuset. Nå, men efter nogle uger kan vi aflevere
kørestolen, og det er dejligt.
Jeg finder en fysioterapeut, som ved lidt om nervebetændelse.
Hos ham går jeg til træning og behandling nogle
gange. Men ellers har jeg stået som Moses ved Det røde
Hav og ikke anet, hvordan det var godt at træne. - Med
det resultat at jeg nok har kørt for hårdt på
og har måttet stoppe op nogle gange og klappe hesten.
- Det er en stor dag, da jeg første gang kan holde
balancen på en cykel, og siden efteråret har jeg
cyklet en lang tur hver formiddag. Det har været godt
for mig.
Sommer 2004 troede jeg, at nu var jeg snart rask. Det skulle
vise sig ikke at holde stik. Det er som om, helbredelsen er
gået i stå.
Halvandet år senere
Jeg går stadigvæk her i maj 2005 og bøvler
med mange smerter og stikken hver dag i lænd, ben, fødder
og hænder og må ta' medicin for at holde det ud.
Gabapentin og mandolgin. Jeg får flere gange daglig
krampe i fødderne, og jeg bliver meget hurtigt træt.
Jeg har af og til svært ved at skrive. Det gør
ondt at holde på en blyant.
Der er dage, hvor det går godt, og så er der
de dage, hvor jeg er udmattet næsten inden, jeg kommer
ud af sengen om morgenen. Men hver dag kører jeg en
tur på min cykel ca. 10 km i sol, regn, blæst
og sne. Det er en rigtig god start på dagen. Benene
kommer i gang, hovedet bliver blæst igennem, og jeg
oplever naturen, følger årets gang.
Jeg har spekuleret en del over, hvorfor jeg blev syg. Har
læst, at man mener, det kan komme efter en influenza,
og overlægen på N2 fortalte, at man hovedsagelig
ser nervebetændelsespatienter om vinteren. - Min teori
om mit eget tilfælde er, at jeg blev syg på grund
af stress og overanstrengelse gennem mange år. Især
de sidste fem-seks år har jeg budt mig selv for meget.
Skilsmisse, nyt ægteskab, fem gange flytning, fire nye
jobs med nye kolleger og nye arbejdsgange. Det ene job var
i kirken - altså et helt nyt felt, som jeg kastede mig
ind i med stor iver og entusiasme. Et par gange fik jeg 'et
vink med en vognstang' i form af ildebefindende og alt for
højt blodtryk. Jeg overhørte advarslerne og
kørte videre med 250 km i timen. En god veninde sagde
til mig: 'Hvis man kører på og ikke vil høre,
bliver man lagt ned, så man bliver nødt til at
lytte.'
Min læge har sagt, at helbredet måske ikke bliver
bedre, end det er nu. Det tror jeg ikke på. Jeg har
igen selv taget initiativ til træning/behandling hos
en fysioterapeut, og hjemme laver jeg en hel del øvelser
hver dag for at styrke muskler og led.
Jeg tror på, at jeg bliver rask. Det ta'r så
bare noget længere tid, end jeg havde forestillet mig.
CRB
06.2005
|