Artiklen bringes med tilladelse fra Hjemmets chefredaktør. Tak til Suzanne B. som skrev den af så den blev mere læsevenlig!

Rettelse
Artiklen nævner at "GBS rammer 1-2 ud af 100.000 som følge af vaccination”.
GBS rammer 1-2 ud af 100.000 personer. Hos de fleste patienter er den ofte forud gået af en virus eller bakteriel infektion som udløser sygdommen. I sjældnere tilfælde kan GBS opstå efter en operation eller efter visse vaccinationer, men dens egentlige årsag kendes endnu ikke. Læs mere under 'Smitterisici'.

Nu kan tyveknægtene bare komme an!

Cathrine Juul var på arbejde som politibetjent i København, da hun blev ramt i øjet af lidt spyt fra en narkoman. Uheldigvis led narkomanen af leverbetændelse, så Cathrine måtte efterfølgende vaccineres, så skulle den sag være ud af verden - troede hun. Et par måneder senere var den 25-årige kvinde lammet fra halsen og ned. Men Cathrine ville tilbage på arbejde.

Verden kan bare komme an med orkanstyrke, for pigen fra Thurø lader sig ikke knække. Hun bliver højst slået lidt ud af kurs, men rejser sig igen.
Det gjorde Cathrine Juul i sommer efter at have ligget lam og hjælpeløs i respirator og siden siddet i kørestol som en skygge af sit tidligere jeg. Men med ukuelig vilje til at komme videre har Cathrine igen fuld fart på livet. Hun er med stormskridt på vej fremad i sit 25. leveår.

"Jeg drømmer stadig om at blive hundefører i politiet", siger den livsglade pige, mens hun klapper familiens dejlige schæferhund, Cikka, hjemme hos forældrene på Thurø.

Følgerne af en hændelse, der i løbet af et splitsekund formørkede hendes aktive tilværelse som næsten uddannet politibetjent, har for en tid bragt Cathrine tilbage til barndomshjemmet på den idylliske perle i Det Sydfynske Øhav.

Cathrine er sikker på, at hun næste år får sin debut i Copenhagen Marathon. Men flere måneders løbetræning var intet værd, da den sportstrænede krop lå sløv hen. Alt om løbesko og marathondrømme gik i glemmebogen, da hun i februar i år blev indlagt på Rigshospitalet med den smertefulde diagnose: Guillain-Barrés syndrom - en sjælden nervebetændelse som rammer 1-2 ud af 100.000 som følge af vaccination.

"Jeg var en af de uheldige. Lige før jul havde jeg vagt på overarbejde på Station 1 i København, og under en patruljetur sent om aftenen snuppede vi en kvindelig narkoman for spirituskørsel. På vej til politistationen sad jeg ved siden af hende på bagsædet, og desværre havde hun ikke styr på mundvandet. Mens vi snakkede sammen, ramte lidt af hendes spyt mig i højre øje. Bagefter fortalte narkomanen, at hun både havde hepatitis og aids.
Pokkers også, tænkte Cathrine og tog ingen chancer vel vidende, at hun endnu ikke havde fået en vaccination mod smitsom leverbetændelse. Men den blev der hurtigt lagt arm til.

Et lille stik
"Alarmklokkerne ringede aldrig for alvor i mig. Der skulle jo bare et lille stik til, og så var den lille sag overstået - troede jeg".
Cathrine drog glad hjem til Thurø på juleferie, og 20. Januar fulgte endnu en indsprøjtning med forebyggende vaccine. Det var ren rutine, og hun skulle have haft seks vaccinationer for at være på den sikre side.
"Men jeg nåede kun de to. Natten til den 15. Februar begyndte nedturen, da jeg vågnede med tæer, som sov. Alligevel tog jeg på arbejde, men i løbet af dagen bredte det sig til mine hænder. Jeg sad og trak vejret som en pisket slædehund. Da jeg talte med lægen, mente han, at jeg hyperventilerede".

Hjemme i sin lille lejlighed kunne Cathrine mærke, at lammelsen bredte sig. Hun havde ikke kontrol over benene.
"Det gik nok snart over, tænkte jeg, og tog situationen helt roligt. Men om aftenen fik jeg det meget værre, og vagtlægen bad mig stille på Bispebjerg Hospital næste morgen. Jeg troede naivt, at jeg kunne cykle derud, men jeg var nødt til at tage en taxa".

Smertehelvede
Så blev Cathrine indlagt akut og overflyttet til Rigshospitalet med et helt følge af sygeplejersker og narkoselæger. Mindre end en uge senere var hun lam fra halsen og ned, kunne ikke trække vejret og måtte lægges i respirator.
"Selv havde jeg ingen anelse om, hvad der skete med mig. Det var nogle forfærdelige døgn, hvor jeg havde helt vildt mange smerter i hele kroppen. Jeg er sikker på, at en fødsel er det rene lagkage ved siden af, for jeg følte det hele tiden, som om alt inden i mig skulle eksplodere".

Da Cathrine for fire år siden valgte at gå ind i politiet og følge i sin onkels og kusines fodspor, var frygt en fjern tanke. Hun tænkte aldrig på, at der kunne ske hende noget i tjenesten.
"Angst har aldrig ligget til mig, men jeg må dog indrømme, at en enkelt gang løb adrenalinet stærkt gennem mine blodårer. Det var ved nogle optøjer på Rådhuspladsen i forbindelse med en fodboldkamp, men det er jo rart at vide, at man er godt beskyttet med brynjer, benskinner, sikkerhedsstøvler og hjelme, hvis der bliver kastet flasker og brosten mod én".

Tanker om fremtiden fløj i et broget virvar gennem Cathrine, mens hun lå lammet fra halsen og ned. I tre uger var hun kun i stand til at kommunikere ved hjælp af en staveplade. Andre pegede på bogstaverne, og hun nikkede eller rystede på hovedet.
"Jeg lå med en kanyle i hver hånd og havde faktisk for ondt til at blive rigtig bange. Men heldigvis kom mor og sad næsten i døgndrift ved mit sygeleje", siger Cathrine med et kærligt smil til sin mor, Britta Juul.

Små fremskridt
Langsomt, alt for langsomt, syntes patienten, begyndte følelsen i lemmerne at vende tilbage. Det kom indefra.
"Jeg kunne mærke, at lungerne stødte på mine ribben. Det føltes væmmeligt, men lidt efter lidt kunne jeg så småt røre arme og ben igen. I starten dog så lidt, at jeg ikke engang var i stand til at holde på en tandbørste eller trykke på fjernbetjeningen til fjernsynet. Jeg lå bare og kiggede op i loftet og talte alle de firkantede hvide plader igen og igen".

Siden fulgte godt to måneder med intensiv træning i fysio- og ergoterapien på Rigshospitalets center for rygmarvsskadede i Hornbæk. Men til sidst fik Cathrine nok af at være indlagt.
"To uger før jeg skulle have været hjemme på sommerferie, pakkede jeg mine ting med en venindes hjælp og rejste på eget ansvar min vej, siddende i en kørestol og med skinner på benene".
Viljestyrken lyser ud af Cathrine, når hun beretter om "flugten ud i friheden". Men hun ville videre, og stædigheden gjorde hende snart i stand til at gå nogle få skridt ved at skubbe kørestolen foran sig som en rollator.
"Nu er jeg så heldig, at jeg kan gå igen, i hvert fald en kilometer eller to, selv om det går langsomt. Så er der mere fart på, når jeg sætter mig op på cyklen eller rider en tur, og jeg er også begyndt at køre bil igen for at kunne komme på arbejde".

Cathrine er tilbage i politiuniformen, 12 kilo lettere og et par tøjnumre mindre end før, midlertidigt udlånt til Svendborg Politi. Her sidder hun i sekretariatet og skriver blandt andet bødeforlæg ud og indkalder folk til retten. Men kursen er sat mod igen at blive betjent ved Station 1 i København.

Cathrine indrømmer, at det var svært at holde modet oppe, da det så allerværst ud.
"Inderst inde dirrede jeg af frygt for at skulle tilbringe resten af mit liv som handicappet. Jeg tænkte hele tiden på mit job og ønskede så brændende at vende tilbage til det dejlige arbejde som politibetjent. Den tanke har sikkert hjulpet mig godt på vej til at blive rask, så røvere og tyveknægte må hellere passe på. Jeg skal nok fange dem".

Af Leif Bredegaard