|
Om det var begyndelsen, ved jeg ikke, men en morgen jeg kom
hjem fra nattevagt, (jeg var ansat ved DSB), fik jeg en fornemmelse,
som om der løb is ned langs rygraden. En uges tid efter fik
jeg voldsomme rygsmerter. Lægen mente, det var helvedesild,
jeg fik nogle piller, som ikke virkede.
Lægen mente jeg var dopet
Den 28. juni 1980 blev jeg så syg, at jeg tilkaldte læge
i hjemmet. Jeg var på det tidspunkt begyndt at blive lam i
benene. Lægen mente, jeg var dopet og behandlede mig, som
om jeg var sindsyg. Jeg var efterhånden ude af stand til at
foretage mig noget, og hvis ikke min kone havde optrådt meget
viljefast og forlangt mig indlagt, var jeg nok ikke levende
i dag. Lægen mente jo bare, at jeg skulle sove rusen ud. På
sygehuset mistede jeg bevidstheden.
Jeg følte mig som død
Jeg kom til Vejle sygehus, hvor jeg blev lagt i respirator,
der lå jeg i ca. 2 måneder, hvoraf jeg ikke husker noget særligt.
Dog husker jeg, at familie og personale forsøgte at komme
i kontakt med mig. Jeg husker også, at jeg ofte følte mig
som død. Jeg var fuldstændig hjælpeløs og lammet, der blev
lagt våde klude på mine øjenlåg når jeg skulle sove, og om
morgenen åbnede personalet mine øjne igen.
Ellers er min hukommelse om det, der skete i den tid meget
lig "Guttes"
beskrivelse af hendes sygdomsforløb.
Personales- og familiens støtte var uvurderlig
Da jeg kom ud af respiratoren, husker jeg, hvordan personalet
var ualmindelig gode og hjalp mig på alle måder med at komme
tilbage til et normalt liv. Da jeg kom over på medicinen,
begyndte optræningen. Alle af personalet var fantastisk med
hjælp og samtaler. Det og familie og venners besøg og opmuntring
var en stor og uvurdering støtte for mig, til at vende tilbage
til livet.
Jeg skylder personalet på Vejle sygehus stor tak, for at
jeg i dag har det efter omstændighederne godt. Ligeledes en
tak til genoptræningspersonalet på Fredericia sygehus. Alle,
som har behandlet mig for min sygdom, har været søde og gode
mennesker.
20 år senere (1999)
Det er nu 20 år siden. Efter pensionering fra D.S.B. lever
jeg nu en normal tilværelse. Lidt eftermen er der dog; jeg
har stadig en fornemmelse af, at nerverne under fødderne ikke
er helt i orden. Det, at de mærkes daglig, vænner man sig
til.
Efter min erfaring er en tro på helbredelse, og livsvilje
under sygdommen en nødvendighed. Så er der hjælpen og støtte
fra læger, sygepersonale samt familie og venner, vel nok den
største faktor til at overvinde sygdommen.
23 år senere (2002)
Jeg bedømmer min situation som ret god.
Jeg har stadig en let prikkende fornemmelse under højre
fod, og mine ledbånd er for slappe, så jeg "taber"
foden. Er begyndt at bruge stok, da min gang er lidt usikker,
hvilket måske skyldes alderen.
Men jeg kan dog stadig klare de daglige gøremål.
med venlig hilsen,
Børge Jakobsen
GBS '80
|
